Rabarber er en fantastisk grøntsag, der kommer tidligt på sommeren (maj-juni) og samtidig er en af de nemmeste haveplanter du kan eje. Det fantastiske ved planten er selvfølgelig, at den kan bruges til at lave mange herlige retter. Vi giver nogle gode forslag til opskrifter lidt længere nede på siden. Så hvis du ikke er interesseret i at vide, hvordan man bedst planter og passer rabarber, kan du bare springe over de næste 4 punkter og gå direkte ned til de lækre opskrifter.

Tips til plantning og pasning:

1: Du kan plante dine rabarber hele året rundt, så længe jorden ikke er frossen. De kan plantes i almindelig havejord, der gerne skal være fugtig. En plante optager 1 m2 plads, når den er fuldt udvokset og skal plantes så langt nede, at knopperne lige præcis bliver overdækket af jord. En vandmættet rabarber vokser bedst, derfor er et smart trick at sætte potteklumpen i en spand vand i ca. 30 min før du planter den. Derefter skal den vandes meget lige efter plantningen, og ugentligt hele den første sommer, indtil at rabarberen har forgrenet sine rødder godt og derved selv kan forsyne sig med vand.

2: Sørg for at få gødet dine rabarber hvert forår, inden de nye skud kommer frem. Vi anbefaler en organisk universal gødning eller komposteret kojord for at sikre optimal vækst.

3: Du kan høste frugterne af dit arbejde andet år efter plantningen. Træk stilkene roligt op enkeltvis og vær sikker på at "hælen" kommer med, mens du samtidig undgår at trække hele hjerteskuddet op af jorden. Du må aldrig høste hele din rabarberplante, så den ikke har flere stilke, men ellers kan du høste, det du vil fra april til efteråret.

4: Over sommeren vil du kunne nyde rabarberens flotte kraftige blomsterstilke. Det er dog vigtigt at fjerne disse flotte blomsterstilke, da de ellers nedsætter plantens vækst til næste år. Tag dem derfor af og brug dem i stedet som en fantastisk flot buket i eksempelvis en glasvase.

Nu hvor du ved, hvordan rabarberplanten skal plantes og passes, kan du passende lære nogle lækre opskrifter på rabarbergrød, rabarberkompot og gammeldags rabarberkage.

Se vores udvalg i rabarber her

 

Opskrifter

Opskrift på rabarbergrød:

Ingredienser: 500 g rabarber i 1/2 cm tykke stykker, 100 g rørsukker og 1/2 tsk. ren vanilje.

Tag 3/4 af sukkeret og bland sammen med rabarberstykkerne i en gryde. Kog denne blanding i ca. 30 min til rabarberne er møre.

Smag derefter til og tilsæt eventuelt det resterende sukker, hvis du ønsker det sødere. Det er vigtigt at du ikke tilsætter mere vand.

 

Opskrift på rabarberkompot i ovn:

Ingredienser: 750 g rabarber, 275 g sukker

Tag de 750 gram rabarber og skær dem i stykker på max 2 cm længe.

Placer stykkerne i et ildfast fad og fordel dem sammen med sukkeret i 2 lag.

Bag derefter i en 200 grader varm ovn i 20 min. Det skulle gerne give møre rabarberstykker og smeltet sukker.

   

Den gode gammeldags rabarberkage:

Ingredienser til bunden: 175 g smør, 100 g sukker, 2 spsk. vaniljesukker, 1 knsp. salt, 3 æggeblommer, 250 g hvedemel, 2 ½ tsk. bagepulver og 5 spsk. sødmælk.

Ingredienser til Marengslåg: 3 æggehvider, 200 g sukker, 100 g valnøddekerne gerne grofthakkede og 600 gram rabarber skåret i 2-3 cm store stykker og tørret i viskestykke.

Bland smør, sukker, vaniljesukker og salt sammen med æggeblommerne. Hvedemelet og bagepulveret skal herefter blandes og røres i massen skiftevis med mælk.

For at lave marengsblandingen skal du piske æggehviderne stive, tilsætte sukkeret lidt efter lidt og til sidste vende valnødder og rabarber i.

Fyld en springform med dejen og dæk derefter med marengslåget. Bag ved 175 grader i 55 min og nyd derefter dine lækre gammeldags rabarberkage.