Er der noget mere lækkert end friskopgravede kartofler fra haven? Nye kartofler fra egen have smager bare bedst og så er det endda ganske nemt at dyrke dem.

Her er en lille vejledning til, hvordan du bedst dyrker dine kartofler:

1. Forbehandling af kartoflerne

For at sikre optimal vækst, er det vigtigt at dine kartofler gror, så snart de bliver sat i jorden. Du kan derfor med fordel forspire kartoflerne ved at tage dem ud af posen og lægge dem i lave kasser eller gamle æggebakker. Her skal de stå i 3-4 uger et mørkt og lunt sted. Når kartoflerne har 1 cm lange grønne spirer, er de klar til at blive lagt i jorden. Det er vigtigt, at du ikke knækker spirerne af, når du lægger kartoflerne.

2. Klargøring af jorden

Det bedste resultat fåes altid ved at grave eller fræse jorden, inden kartoflerne lægges, da de vokser bedst i løst jord. Herefter skal jorden gødes. Vi anbefaler Kongerslevs kartoffelgødning. Gødningen skal strøs ud på jorden og derefter indarbejdes i jorden med en kultivator. En god regel at huske er, at du aldrig bør lægge kartoflerne i det samme jordstykke som sidste år.

3. Lægning og pasning

Lav rækker med 6-8 cm dybe riller, hvori kartoflerne skal lægges med 20-25 cm mellemrum. Der skal herefter jord over kartoflerne, indtil kammen er 15 cm høj. Når planterne har vokset sig ca. 10 cm høje, kan du med fordel forsigtigt lægge jord ind under bladene. Gentag dette et par gange indtil kammen er ca. 25 cm høj. Det er vigtigt, at du her ikke dækker kartoffelplanten med jord. Når bladene visner, eller knoldene har den ønskede størrelse, skal du klippe toppen af lige over jordoverfladen.

4. Optagning og opbevaring

Som en god tommelfingerregel skal man aldrig grave flere kartofler op, end man spiser samme dag. Nye kartofler skal helst ikke nå at ligge, inden de tilberedes. Men når kartoflerne har lagt i jorden i en måned, efter du klippede toppen af, er de modne og velegnede til langtidsopbevaring. Du skal helst grave kartoflerne op i tørt vejr, og de skal opbevares et tørt, mørkt og køligt sted (3-5 grader)

Du kan også se Pia's guidevideo her: